Sussexracens Oprindelse

Det at leve med og blandt racefjerkræ kaldes ikke blot en hobby, eller en interesse, men kan defineres som en passion, der hver eneste dag giver hver enkelt af os et håb for den enkelte races udvikling samt bevaring her i vores skønne lille land.
Mit navn er; Signe Krag Petersen og de fleste af jer kender mig, for at være en engageret, smilende men også en dedikeret pige, der har vores kære Sussex race nærmest.
Jeg lod mig fortælle til specialklubmødet i Silkeborg d. 13. april 2019, at hovedforeningen gerne så, at vi som specialklubber kom med indslag til det grønne blad, hvilket jeg gerne vil støtte op omkring og samtidig opfordrer jer andre til de kommende måneder, hvor dagene bliver kortere, temperaturerne falder og vi alligevel har en tendens til at læne os tilbage i sofaen, måske at gå til tasterne og skrive frit fra hjertet og komme med hver jeres personlige beretninger/fortællinger omkring den race i har kært. Om det er arbejdsgangen, sociale arrangementer eller måske en ny farve man vil dele sin erfaring med og om overfor os andre ligesindede.

- Karen Blixen brugte gennem hele sit liv mottoer som erkendelser og leveregler. Efter hun kom hjem fra sin farm i Afrika, tog hun det store tunge hvorfor; og vendte det på hovedet ved at tilføje et lille: "ikke". "Hvorfor ikke?" Indgyder et smittende og vildt håb. Det er et mod og en optimistisk indstilling til livet, som jeg stadig har meget gavn af at messe for mig selv, hver gang jeg står over for et svigtende mod, eller en uoverskuelig udfordring.

Sussex racen er en af de ældste anerkendte hønseracer, og ser vi tilbage i historien og prøver at udarbejde en tidslinje for sussex racen, er der et enkelt navn, som træder i karakter mange gange;Harrison Weir. Han er den første, der fortæller om sit møde med de 3 engelske Kent racer; Kent, Surrey og Sussex da han var blot 5år gammel, tilbage i 1829.
Harrison Weir blev født i England i 1824 og har igennem sit liv haft alle 3 landsbyer; Kent, Surrey og Sussex meget nært. Han havde en stor passion for fjerkræet og beskriver sit første møde med de 3 Kent racer, som værende et privilegium. Det var fjerkræ i en tid, som blev værnet om med en stor respekt og omhu og med den respekt man hver især havde for det enkelte dyr, gjorde at Harrison Weir skrev sin bog; Our Poultry, som udkom i 1902.
Kendskabet til; Our Poultry, gør os ligeledes opmærksom på sussex racen og dens daværende farve varianter, som kunne ses i; Brun ( Vildbrun ), rød, porcelænsfarvet samt hvid/sort columbia som vi kender den i dag. Den blev dengang dog omtalt som værende lys sussex.

I 1800 tallet levede man, som vi kender vores egen historie om Danmark, med kongeriget under Frederik 7. styrer, i et samfund med begyndende liberalisme, enevælden der blev afskaffet og tiden hvor man ønskede en større selvstændighed, med henblik på sin egen levevis og det selvstændige individ, beskrevet kort og direkte, som; Guldalderen - Grundloven, folket og magten.

De 3 Kent racer, blev avlet af bønderne og borgerskabet med selvforsyning for øje. Man gik dengang ikke op i, om det enkelte dyr havde 5 eller 4 tæer, 3 eller 6 takker i kammene, deres fjerstruktur, farvevariateten osv. Man havde fokus på produktionen og selvforsyning, hvilket menes med; ægproduktion, kød, form, ensartethed og kendetegn. Den enkelte bonde, arbejdede hver og især med sine dyr avlsmæssigt udfra deres udseende, så de dermed altid kunne skælne hvilke dyr, der holdte til hvor. Dog med de velkendte kardinalpunkter, som vi kender dem i dag; Lyse løb, lyst
skind og type.
Nogle Godsejere fandt dog sorteringsarbejdet af sit fjerkræ interessant og begyndte at skælne imellem 4 og 5 tæer, samt takker i kammene. De frasorterede dyr havde bønderne og lejerne til opgave at bruge til fornøjelser og underholdning, i form af de kendte kokkekampe til selskaber og højtideligheder for ordensmagten.
I Victoria tiden 1837-1901, var der stor fokus på fjerkræet, hvor interessen lige såvel som avlen steg gevaldigt hos folket. England havde ligesom Danmark, igen opnået en økonomisk frihed, med landbruget som hovedmarkedet og med et blomstrende handelsliv igennem Europa. Endvidere handelsruterne til østen, hvorfra mulighederne var uendelige, blev der indkøbt mange nye fjerkræ racer. Specielt Asien og Kina, gav folket i England en abnorm oplevelse af de svære racer og østens folk fandt nemt vej dertil, igennem de mange sluser mod syd, op langs kysterne samt havnen i London.
I denne tidsalder, steg fokusset på det enkelte dyr og man afholdte i 1845 den første nationale fjerkræ udstilling, specificerede for levende fjerkræ. Den blev afholdt i Londons Zoologiske have i England, Regents Park. Udstillingen rummede racerne; Old Sussex, Kent Fowls, Surrey Fowls og Dorkings. Indtil 1950, var de kendt, som de bedste ”all around” racer nogensinde set.
Folket i England, blev introduceret for racer, som Cochin og Brahma, der kom op fra østen. De var dyr med en størrelse og robusthed i forhold til det vante, og man var ikke tilbageholden med, at eksperimentere med de nye imponerende racer. De gamle Kent racer, der altid havde været beskrevet, med ordene pragt og ynde blev nu set som fortid for folket. Man var gået i gang med en ændring på både godt og ondt, i fjerkræets historie. Man glemte dog helheden i; bevaringsarbejdet af det racerene dyr.
Sussex racen, var ikke at finde i den første fjerkræstandard, som udkom i 1865. Der var i stedet fokus på racen, som værende den af de enkelte racer, der markerede sig med sine karakteristiske træk. Disse træk, kom til udtryk af; de hvide løb, former og deres brune, røde og lyse farver. I 1903, så man sussex racen i fjerkræstandarden i England, som blev godkendt med de 4 tæer i farverne; Porcelæn, rød og lys og senere fulgt op med farverne; Brun ( Vildbrun ), Hvid, Sølv (Sort/sølvtegnet ) og Buff, som vi i dag kender som den gul/sort columbia tegning. I 1940 kom farven hvid/blå columbia, også kaldet for; Cornation. Den blev dog efter få år afvist, for siden at blive godkendt igen i 2002, som vi kender den i dag. Specielt til kroningen af Kong Georges VI i 1937, fik Cornation, Hvid/blå columbia opmærksomhed. Personligt mener jeg, at vi ville kunne debattere gevaldigt, hvorvidt en lavendel farvet fugl kan fremavles og fremvises indenfor 1 år, men en smuk kærlighedsfortælling var den bestemt, berettende om hans bror som frasagde sig kronen og sit herredømme, for i stedet at tage den amerikanske Fluzie til ægte.

Tiden med fjerkræ var populær. Ikke kun med fremvisninger på udstillinger for folket, der kom også hurtigt et fokus på de enkelte fjerkræracer, med henblik på produktion og ydelse, i forhold af str., alder, effektiviteten af æg og kød, hvor produktionen indenfor industrien voksede stærkt, med deres slagtekyllinger. Vi ved fra denne tid, at racer, som; Dawn, Cornish, hvid cochinquin og Orpington, var inde over sussex racen, for at kunne opnå et tilfredsstillende resultat indenfor produktionen og salg.
Udviklingen fulgte hurtigt med i de nærliggende nabolande, og i USA hører man første gang om sussex racen i 1912, hvor den efterfølgende blev godkendt i 1914, i den amerikanske fjerkræstandard. Vi skal dog frem til 1960, før sussex racen i dværg blev godkendt i den engelske standard. Man havde på dette tidspunkt i England, 8 godkendte farvevarianter, hvor man i USA kun så 3 farver, i både store og dværge.

Befolkningen glemte det bevaringsværdige og de oprindelige racer, som de selv havde fremavlet. Problematikken blev så alvorlig, at nogle racer uddøde. Heriblandt den omtalte Kent og Surrey, men også sussex racen, som man kendte den dengang. Hvis i spørger mig, er den race vi kender ved navnet sussex i dag, historiens og befolkningens resultat af begejstring og manglende fokus på bevaringen, af det racerene dyr. I 1800 tallet og i tiden, hvor østens dyr kom til, blev sussex racen altid set på, som den race, der bevarede sin ynde i form af ingen ukendte og misvisende gener for øjet.
En mand ved navn Edward Brown, der var arbejder for bevaringen af fjerkræ advarede, folket i England om det manglende fokus og deres foretagende. Han prøvede at minde dem om bevaringsværdien af det racerene fjerkræ og dets værdier, men kun få idealister forstod hans budskab, heriblandt en dedikeret bonde, ved navn E.J. Wadman. Han var stolt af, at kunne informere befolkningen om hans bevaringsværdige arbejde i hans stammer af sussex fra de
oprindelige Kent racer han stadig havde gående på sin jord, til trods for tiderne. Han fik i England d. 23/7, 1903 samlet interesserede borgere på; Elephant & Slots Hotel i Lewis, hvor han fik grundlagt den første specialklub for Sussex, der bestod af 13 medlemmer. Takket være ham, kan vi i dag stadig have fokus på Sussex racen og dens egenskaber, til trods for ændringer i dens historie og fremgangen i samfundet, som i dag gør, at vi heldigvis kan udvikle os som avler, både indenfor dværge såvel som de store dyr hos denne yndige og mangfoldige hønserace.
Jeg tror, at vi alle, som avler af det racerene fjerkræ, har erfaringer på både godt og ondt, når vi snakker genetik og forbedringer af det enkelte dyr. Jeg synes personligt, at læser vi sussex racens historie igennem og sætter den i perspektiv, viser den os et klart billede af netop det bevaringsværdige arbejde, som vi hver især gør hver eneste dag, for den enkelte race. For dette arbejde synes jeg, at vi hver især fortjener et skulderklap i et samfund, som har tendens til istedet at sætte egen næse først, for at opnå egne behov og glemme vores tids historie, samt værdien i det
enkelte, men i respekterede og i vores kære arbejde med det racerene fjerkræ.

Mvh.
Signe Krag Petersen